At være hadet må være et tegn på, at man er på rette vej

Simone Duus har i løbet af de seneste år gennemgået hårde personlige kampe. Først vandt hun kampen mod sine personlige problemer gennem træning og en ny sund livsstil. Det førte blot til nye kampe, da der pludselig opstod en negativ stemning, der udviklede sig til decideret chikane, omkring de resultater hun kæmpede sig til. Læs historien om Simones rejse fra sofaen mod scenen – en kvinde der ikke lægger sig uden kamp!

Trainingday Athlete Simone Duus

(..) At være hadet må være et tegn på, at man er på rette vej. Og hvad mener jeg dog med det?

Måske hader mennesker mig for den opmærksomhed jeg får. Nogle hader mig for min udvikling, og andre hader mig måske, fordi de tror, at jeg føler mig bedre end andre. Jeg vil gerne fortælle jer, hvordan tingene startede, og hvorfor jeg er nået der, til hvor jeg er i dag.

 

For lige knap to år siden blev jeg sygemeldt fra mit arbejde som maler.  Jeg havde arbejdet rigtig meget i en periode, fordi jeg arbejdede som bartender i weekenderne, og som maler i hverdagene. Nogle uger kunne jeg komme op på 63 timers arbejde på en uge. Det fungerede super godt i en længere periode, men lige pludselig blev jeg ramt af stress og angst, og jeg kunne pludselig ingenting. Det var ikke kun psykisk, jeg var også fysisk ramt. Jeg fik store sår omkring næsen, lige så snart tingene blev lidt for meget, så jeg fik hele tiden antibiotika. Mit privatliv kørte samtidig af helveds til, og jeg følte som mange andre mennesker nok på et eller andet tidspunkt har følt i deres liv – den der følelse af at være helt alene i verden. Jeg var til lægen konstant, så blev jeg sendt til psykiater grundet angst, og videre til stresskonsulenter, hvor jeg skulle på kurser mm.

11774457_10206276870136079_1029020879_n

Ikke nok med at jeg var mega stresset, og jeg kunne sidde og græde over, at jeg havde en gaffel liggende i håndvasken, fordi det var så uoverskueligt at skulle gå ud og vaske den op, så er jeg altså samtidig en af de mennesker, som også har ADHD – Juhuu! Nu er vi altså ude i tre virkelig fede sygdomme/tilstande, som ikke er videre sjovt at være ramt af, og slet ikke på samme tid!

 

Den indre kamp

Jeg føler ting anderledes end andre. Når ting går godt, så har jeg det fantastisk og jeg køre bare derud af,  men når tingene så går dårligt, så rammer jeg til gengæld også virkelig bunden. Jeg stod op om morgenen, og satte mig ind i sofaen, og der sad jeg så resten af dagen. At skulle handle, at gå med min hund osv var så uoverskueligt. Det tog timer at tage sig sammen til at komme ud af døren, og jeg havde det af helvedes til ude blandt andre i den periode. Det skal lige siges, at jeg altid har været omgivet af en masse mennesker, men pludselig fik jeg angst. Jeg kunne være ude et eller andet sted, og lige pludselig så skulle jeg bare hjem, og det skulle være lige nu. Jeg begyndte at tænke over, hvordan andre mennesker tænkte om mig, for eksempel hvordan mine lår så ud, når jeg gik, eller om de kunne se på min mave, at jeg lige havde spist. Det lyder for nogle fuldstændig latterligt, men de der tanker kunne jeg simpelthen ikke slippe igen, og jeg begyndte at føle, at alle mennesker nærmest gloede på mig, når jeg endelig tog mig sammen til at tage nogen steder.

 

Faktisk er det første år, at jeg nogensinde har gået i et par shorts i Danmark, uanset hvor varmt det har været, fordi folk skulle da ikke kunne se på mine grimme ben.

11791858_10206276868776045_2049123251_n

 Tid til at rejse sig

En dag besluttede jeg mig for, at jeg måtte gøre noget. Jeg kunne ikke blive ved med at sidde derhjemme og have ondt af mig selv og bare acceptere, at jeg var blevet syg. Der var kun én, det gik ud over, og det var jo mig. Så jeg meldte mig ind i fitnesscenteret, og startede med at træne. Men jeg er typen, som ikke kan gøre tingene halvt.

 

Den gang jeg gik til karate, ofrede jeg hele mit liv for det. Så startede jeg til boksning, så skulle jeg være kampbokser. Nu startede jeg så med at styrketræne, og for at det skal give mening for mig, så skal jeg altså sætte mig selv et mål, ellers kan jeg ikke finde motivationen. Så da jeg havde passet min træning hver dag i de første måneder, besluttede jeg mig for, at jeg ville på scenen. På det tidspunkt var bikini faktisk mit mål. Jeg havde ikke muskelmasse til overhovedet at tænke på at skulle stille op i bodyfitness. Så jeg fortsatte og ja, kæmpede for at komme i bedre form, og så fik jeg en kostplan, og en der fulgte op på mig, samt kosttilskud og den rette mængde søvn, og så gik det stærkt.

10653460_10153175693189351_8166209040210230556_n

Foto: Jan Teller

Folk begyndte pludselig at spørge mig, om jeg skulle stille op i bodyfitness, og så gik det op for mig, hvilken kropsforvandling jeg havde lavet på det første år bare. For ja, jeg udviklede mig helt sindssygt. Men jeg gik også fra at sidde hjemme i sofaen eller gå i byen i weekenden, til at hele mit liv kun drejede sig om kost og træning.
Jeg begyndte samtidig at få det bedre, så jeg startede med at arbejde igen efter næsten et halvt år som sygemeldt. Jeg havde nu kun en ting i hovedet, og det var vejen mod scenen!

 

En kamp blev afløst af en ny

Og ja, så startede alt hadet.

 

Det startede i det små, med bemærkninger som ‘hvad steroider dog kan gøre’ eller ‘hvis du ikke har haft fingrene i kagedåsen, så må du være et genetisk vidunder’ – og tak for det. For dette er ikke tilfældet for mig. Mit mål er at stå på den scene, og vide at jeg har klaret den clean. At folk så ikke tror på det, det er deres problem, men jeg kender sandheden.

11798585_10206276868856047_1343952557_n

 

En dag ringer min søster til mig, og fortæller mig, at hun er begyndt at få nogle tarvelige spørgsmål, hvor folk forsøger at spille os ud imod hinanden. Personerne skriver fx anonymt (sjovt nok), om hvordan det er at have en storesøster, der er så veltrænet, når man selv ser ’sådan ud’. Hvor er det dog modbydeligt at skrive sådan noget til en ung pige på 17. Hun knokler røven ud af bukserne for at få gode resultater på sit gymnasium, og når hun har fri klokken fire om eftermiddagen, ja, så kører hun altså lige på arbejde bagefter, og det samme gør hun i weekenderne. I mine øjne er hun den smukkeste i verden, og hun er fantastisk som hun er! Hun gør det, hun elsker, og jeg gør det, jeg elsker, fordi vi er søskende, er det ikke ensbetydende med, at vi skal gøre de samme ting. Folk burde slet ikke komme med den slags bemærkninger. Har man en smule tendens til dårligt selvværd, så rammer sådanne kommentarer ret hårdt.

 

Når jeg lægger billeder op på facebook, instagram mm. dukker der ind i mellem spydige bemærkninger op.
I starten forsvarede jeg mig selv, det gider jeg ikke rigtigt mere, for ærligt, så kunne jeg ikke lave andet, hvis jeg skulle svare på dem alle. Jeg er nået dertil i dag, at folk må tænke om mig, som de vil. Dog er der selvfølgelig grænser for, hvad man skal finde sig i.

 

Pludselig poppede der en underlig profil op, som delte mine billeder, og både svinede mig til, og truede mig. jeg var både en luder, en steroideso, og jeg lignede en mand, og en masse andre grimme ting, som jeg dårligt kan huske.
Profilen forsvandt, og jeg fik fred for en kort periode, indtil jeg fik en fin besked fra Facebook, om at mit billede var blevet anmeldt for nøgenhed. Jeg vælger selvfølgelig ikke at acceptere den falske anmeldelse, og de sletter ikke mit billede. Men så går der en måned, og så bliver samme billede anmeldt endnu engang for nøgenhed. Her prøver jeg at rette henvendelse til Facebook, om man eventuelt kunne bede personen klappe kaje, fordi nu begyndte det at være en smule belastende, desværre uden held.

11064284_10153175693389351_7542017660184696361_n

Foto: Jan Teller

 

Efterfølgende slipper jeg lige i et par uger, indtil jeg smækker et billede op i scandinavian fitness selfies. Her vælger en fake profil at gå all in, jeg bliver svinet til på det groveste og anklaget for snyd, der bliver skrevet ondskabsfulde bemærkninger; om min kæreste synes det er fedt, at være sammen med en der ligner en mand, og med en der tager steroider mm. Hver gang folk svarer på hans beskeder, inklusiv mig selv, sletter personen sine beskeder, så det er umuligt for mig at finde ud af om personen har en relation til de andre  episoder.

 

Når hadet kommer helt tæt på

Fornylig snakkede jeg i telefon med min gamle malermester om at komme tilbage, efter at have været ude og have prøvet kræfter med noget andet I en periode. Han siger, at der er noget han er nødt til at spørge mig om. Jeg bliver lidt underlig, og svare jar selvfølgelig. “Simone har du gjort dig uvenner med nogen, eller har du en stalker eller en konkurrent som virkelig hader dig?”. “Øh det ved jeg ikke”, svarer jeg, “hvorfor?”. Så læser han et brev op for mig, som personen har skrevet ind til firmaet. Dette brev er vandret forbi alle de store chefer og helt ned til min malermester. Det lød nogenlunde sådan her: “Hvordan kan man have en kvinde ansat, som tager steroider. I skal bare vide, at det et umuligt og opnå de resultater, som Simone Duus Egeberg fra Rødovre har opnået på den tid hun skriver, hun har brugt på det. Jeg vil kraftigt anbefale jer at få taget en test på hende, og ville overveje situationen, jeg ville i hvert fald ikke have SÅDAN EN ansat.”

 

Jeg forstår det ikke. Jeg kæmpede mig op fra sofaen og skabte resultater. Jeg gjorde det her for mig. Fordi det var min måde at bearbejde min situation på. Det rensede mit hoved at gå amok i træningscenteret, og det gjorde mig glad i låget når jeg kunne se i spejlet, at der var sket en ændring.

 

Jeg passer min mad, min søvn og min træning hver dag. Jeg går glip af byture, koncerter, festivaller, ferier, biografture (fordi de ikke er lige så sjove uden popcorn). Jeg går glip af at se mine venner i hverdagene, fordi jeg simpelthen ikke har tid, restaurantbesøg foregår kun om lørdagen. Hver gang jeg skal noget, skal jeg lave mad og veje mad op og planlægge tiden, så jeg kan spise til tiden. Skal man noget en weekend, kan jeg kun tage afsted, hvis jeg er i nærheden af et træningscenter og kan have min egen mad med. Jeg står op før fanden får sko på og laver morgencardio, så jeg kan nå og spise min morgenmad til tiden. Bagefter tager jeg på arbejde, og når jeg har fri, ja så træner jeg igen. Jeg bruger alt hvad jeg ejer og har på den her livsstil.

11787210_10206276870096078_600188329_n

Du fortjener din succes – lad ikke nogen overbevise dig om det modsatte

Hvordan kan folk så ikke unde mig resultater? Hvordan kan man ikke glæde sig på andres vegne, over at det går dem godt? Hvis folk tror, at jeg føler mig bedre end andre, så er de helt forkert på den. Jeg kæmper på præcis samme vilkår som alle de andre tøser, og må den bedste kvinde vinde.

 

Jeg har aldrig hævet mig over andre. Nogle mennesker har sat mig op på en piedestal, og er sikre på, jeg vinder. Jeg er dybt taknemmelig for deres tro på mig, men jeg har ikke selv valgt at være der. Så hvordan kan nogle blive ondskabsfulde overfor mig, over at andre giver mig ros? Jeg har sagt, at jeg håber at få metal – Selvfølgelig? Hvorfor ellers stille op? I mine øjne konkurrerer man for at vinde og for at blive den bedste.  Det tager tid, og det er en hårdt arbejde, så at være med bare for at være med er i mine øjne spild af tid. Jeg tror på, at alt godt kommer til dem, som kæmper for det.

 

Så giv mig nu lov til at nyde at jeg i dag er i stand til at gøre de ting jer gør.
Og et godt råd til alle derude, pas nu jer selv og husk:
‘Winners focus on winning, losers focus on Winners’

Jeg er bare Simone fra Rødovre, og det vil jeg altid være Smiling face with smiling eyes

10931199_10205647156833640_1160651442307104130_n

Foto: Jan Teller