Når ambitionerne er større end talentet

Efter sin 5. plads ved det netop overståede EM i bodybuilding & Fitness kigger Peter Lagermand indad, og stiller sig selv de spørgsmål, de færreste bodybuildere har lyst til at stille sig selv. Læs blogindlægget fra en hudløst ærligt Lagermand, der stiller de svære spørgsmål.

Loaded Icon - Peter Lagermand

Så sidder jeg her igen, denne gang på vej hjem til Danmark i flyveren efter et afsluttet EM fyldt med blandede følelser. Jeg vil i dette blogindlæg prøve at være så ærlig omkring de tanker og følelser der har gået igennem mit hoved, siden jeg forlod scenen i fredags.

Jeg vil starte med resultatet; det blev til en 5. plads i et, efter min mening, utroligt stærkt felt, og jeg vil gerne pointere, at jeg på ingen måde er blevet snydt, og jeg kan ikke andet end bøje mig i støvet og erkende, at jeg tabte til nogle bedre bodybuildere end mig.

Mange har efterfølgende over de seneste dage spurgt mig, om jeg ikke er stolt og tilfreds over mit resultat, og jeg har selvfølgelig svaret ‘jo, meget tilfreds’, for det skal man jo, for at folk ikke skal tænke, at man har fået storhedsvanvid.
Og det helt ærlige og lidt mere komplekse svar ville kræve en længere forklaring, som jeg ikke vil være bekendt at smide i hovedet på folk, når de bare har været søde og spørge ind til mig.

DSC_6985~6

 

Når sandheden skal frem

Jer der læser min blog skal til gengæld få muligheden for at høre det ærlige svar på det spørgsmål, hvis I har lyst. Hvis svaret er ‘nej tak’ så klik bare ud nu, og hvis svaret er ‘ja’, så kommer det her:

Nej, jeg er 100 % ikke tilfreds. Jeg har fået den placering, min fysik rakte til, og der er intet at sætte på det. Jeg kunne også være blevet nummer seks eller nummer syv, og stadig ikke være blevet snydt. Dommerne var gode ved mig, og de kunne ikke have placeret mig højere. Det der er så hårdt mentalt, det er at mine ambitioner, er så meget højere end en 5. plads til EM, men mit talent og evner rækker måske ikke til mere end det.

DSC_7191~8

 

Selv hvis det aldrig bliver godt nok

De ting der hjælper mig til at trække min træning derud, hvor de fleste siger nej tak, er de samme ting, som gør at jeg nok aldrig bliver tilfreds med mine resultater eller med min fysik. En mentalitet der vil så meget mere end kroppen vil være med til, og set med bodybuildingøjne – hvad evnerne og talentet måske rækker til.

En del af mig siger: “hvad er pointen i at forsætte, når jeg inders inde godt ved, at jeg aldrig får en fysik, jeg vil være tilfreds med, og som kan placere mig helt i toppen til de allerstørste konkurrencer?”, når en anden stemme i mit hovedet siger, Come on Peter, du har trænet i 22 år, du har konkurreret i 15 år, og der er stadig så pisse langt op til det billede, du har oppe i dit hoved af, hvordan din fysik skal se ud, og til en fysik der gør at du kan komme helt til tops ved stævner som EM, VM, Olympia Amateur og Arnold.

Jeg er ikke meget for at bruge ordet realistisk, fordi jeg synes det sætter så mange begrænsninger for at vi får udnyttet vores fulde potentiale, men meget tæt op ad det ord ligger en sætning om at være ærlig overfor sig selv, og den regel lever jeg til gengæld super meget efter.

DSC_7229~7

Den føromtalte stemme, den er pisse nysgerrig og den elsker at stille spørgsmål:
– Hvor meget tror du selv, det er muligt for dig at forbedre på dette stadie i din bodybuildingkarriere ?
– Ville du ikke have være tættere på, end du er nu, hvis du havde evnerne og talentet til det ?
– Hvor skal den pludselige udvikling komme fra, der gør, at du forbedrer dig så meget, at du ligner det billede, du har skabt i hovedet ?
– Du lever bodybuilding livsstilen 24/7, og alt hvad du gør, er bygget op omkring den passion, hvor er det lige du vil sætte ind ?

Det er alle de tanker, der kører rundt i hovedet på mig i disse dage, og jeg ved godt, hvad svaret er.
Men får det mig til at stoppe med at jagte den drømmefysik, som jeg for mange år siden skabte inde i hovedet ?
Nej, det gør det ikke, for heldigvis tager min naivitet for det meste over, og den er god til at overbevise mig om, at selvfølgelig kan jeg det! Heldigvis elsker jeg denne livsstil, og jeg ville leve, spise og træne på præcis samme måde, om dette EM så havde været min sidste konkurrence i bodybuildingregi, for jeg elsker dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget.

11101728_869488679787774_6429612588514637810_n

Ovenstående skal selvfølgelig ikke forstås som om jeg ikke tror, jeg kan udvikle mig og blive bedre, for selvfølgelig kan jeg det. Spørgsmålet er bare, er det nok, og nej, det er det højst sandsynligt ikke – men jeg elsker jagten på forbedringerne, og min virkelige passion ligger i træningslokalerne så det går nok altsammen.

 

Til sidst skal lyde en stor tak til de andre atleter og folkene omkring landsholdet for en god tur.
Jeg kommer nok tilbage efter en lussing mere til EM næste år!

Kæmpe tillykke med de flotte resultater de andre atleter leverede, ikke mindst Omar der vandt sølv i junior bodybuilding, og til Nini der blev europamester bikini fitness!

BTW mig og Natja skal have pizza og kanelgifler når vi lander i København 🙂