The next big thing? Optakt til Arnold Classic – Del II

I denne anden del kigger vi nærmere på midterfeltet til årets Arnold Classic, og så præsenterer vi ikke mindst de danske deltagere ved Arnold Classic Amateur! Få alle detaljerne her, og hør om danske Daniel Kielgasts ambitioner, når han skal prøve sig selv af mod de største talenter i verden på scenen i Ohio!

 

Fortidens triumfer

Selvom man selvsagt skal være et topnavn for at få lov til at deltage ved et show som Arnold Classic, hvor deltagerne bliver inviteret, kan ikke alle være sikret en plads i top 5, når der er 14 deltagere til start. Og på trods af at Toney Freeman fem gange har været blandt de otte bedste ved Mr. Olympia, er han blandt de deltagere, der selv på en god dag ikke vil kunne håbe på en plads blandt de bedste fem i feltet her. Selvom de bedste placeringer snarere ligger i fortiden end fremtiden for Freeman, må man dog stadig beundre en mand, der kan være med i et felt som dette, på trods af at han næste år fylder rundt til sin 50-års fødselsdag!

 

Hvis Toney Freeman har brug for en til at dele minder om fortidens triumfer med, kan han passende gøre det med den fire år yngre Michael Kefalianos fra Grækenland. Kefalianos imponerede alt og alle med sin signatur condition i 2010-2012, hvor han på trods af en begrænset struktur slog mange større navne navne ved show efter show at møde knivskarp op til kamp! Kefalianos største triumf kom ved Mr. Europe GP i 2012, hvor han tog sin første og eneste prosejr, efter at have været blevet nr. 2 til både Australian GP og Fibo samme år. De sidste to år har han dog mistet et par procent på skarpheden, og det koster dyrt, når man er en af de mindre fyre på scenen.

ck3f44311335811214

Michael Kefalianos, Mr. Europe GP 2012.

 

.. og fremtidens mysterier

I modsætning til de førnævnte kan Brandon Curry stadig drømme om store triumfer i fremtiden – omend måske ikke helt så store triumfer, som man oprindeligt havde forventet. For da Brandon fik sit pro card ved Nationals i 2008, var det med en fysik, der ledte tankerne hen mod legender som Lee Haney og en ung Kevin Levrone. Massive arme, et fantastisk bred ryg og en af de mindste taljer i sporten lovede godt for fremtiden for den dengang 26-årige bodybuilder fra Tennessee. Med bedre ben og en skarpere sceneform var folk begyndt at snakke om en kommende Olympiavinder, og forventningerne var tårnhøje, da Bradon Curry, efter at have brugt et helt år på at smide mere masse på, havde sin pro debut i 2010. De store forventninger blev desværre gjort til skamme, da man skulle kigge langt efter de forventede forbedringer. De følgende år gik med små op- og nedture, men i 2013 så det endelig ud til til at vende, da Brandon Curry tog sejren ved Arnold Classic Brazil! Benene var blevet væsentligt bedre, og skarpheden var hidtil uset. Ligeså stor som glæden var ved at se ham tage sejren i Brasilien, ligeså stor var skuffelsen til Mr. Olympia senere samme år, hvor han faldt igennem og tog en delt 16. plads. Man står i 2015 tilbage med en fornemmelse af, at man endnu ikke aner, hvor det vil ende for Curry, der nu er blevet 32 år. Kommer han i en forbedret udgave af sin sejr i Brasilien i 2013, er han en kandidat til top 5 ved Arnold, kommer han i sin vanlige bløde form, risikerer han at ende udenfor top 10.

img_54071217043590 img_54051217043590

 

Og mens Kefalianos og Freeman kunne dele en shake, mens de snakkede om fortidens triumfer, kan Curry gøre det samme med Ben Pakulski omkring svingende præstationer og usikre fremtidsudsigter. Med sit MI40-program er Pakulski de seneste år blevet et af de mest kendte navne i industrien, men samtidig med at hans navn er vokset i folks bevidsthed, er hans præstationer på scenen falmet. Pakulski har lige siden han blev pro i 2008 været udstyret med et af de bedste sæt ben i sporten. Bortset fra de kuglerunde skuldre, har resten af hans overkrop dog aldrig været i nærheden af at kunne matche den fantastiske underkrop, og han er på det punkt Brandon Currys direkte modsætning. Tænk sig hvis man kunne tage Brandon Currys fantastiske overkrop og sætte den på Ben Pakulskis underkrop? Pakulski har arbejdet hårdt på at forbedre sin overkrop gennem årene, men har haft svært ved at få fremgangen med på scenen. I 2013 landede han alligevel en kæmpe triumf, da blev nr. 2 til Arnold Classic. Og her stopper lighederne med Currys karriereforløb ikke, for nøjagtig som for Curry gik Pakulski fra sin karrieres største triumf til en kæmpe skuffelse, da han vendte tilbage til Arnold Classic i 2014, med en fysik der var væsentligt forringet. Siden har det været stille omkring bodybuilderen Ben Pakulski, mens hypen har koncentreret sig omkring træneren Ben Pakulski. I 2015 venter alle spændt på at se, hvilken vej Pakulskis karriere går her fra.

img_20941362253484

Ben Pakulski, Arnold Classic 2013.

 

Danish dynamite

Mens de professionelle dyster om penge og prestige, dyster en række af verdens bedste amatører og største talenter om retten til selv at kunne kalde sig pro og dermed muligheden for at kunne deltage blandt de tunge drenge i fremtiden. Der er nemlig pro cards på spil, når sidekonkurrencen Arnold Amateur finder sted, og her kan vi danskere spændt følge med, når tre af vores egne bedste atleter i hver deres klasse kommer til at pryde scenen og teste dem selv af mod de bedste af de bedste.

 

I mens physique C, bliver det vinderen af Mens physique -174cm ved DM i 2014, vi kan kippe med dannebrog for. Daniel Kielgast er navnet, og i en klasse med 22 atleter er der intet, der kommer nemt, men Daniel er ikke bare kommet for at kigge på; ”

Mine ambitioner til dette stævne er forholdsvis høje. Jeg stiller aldrig op til noget, uden at gå for det 110% og tro på at jeg kan vinde ligeså vel som alle andre. Jeg ved, at den pakke jeg kommer med den her gang, er så meget bedre end min form sidste år, og det gør kun mine ambitioner større. Men jeg er samtidig ydmyg, som den nordjyde jeg nu engang er.
Jeg ved, det bliver et stærkt felt. Vi er 22 i Class C, og alle kommer helt sikkert med samme ambitionsniveau som jeg selv. Hvem vil ikke gerne stå højest på podiet til sidst?
10981926_1561125024126929_4102071661548031767_n

Daniel Kielgast, Mens physique.

 

Som sidens følgere vil vide, vil Emil Empacher ligeledes tage kampen op med resten af verden i Ohio, og hvis Daniel kommer i hård konkurrence i en klasse med 22 deltagere, så skal Emil nok heller ikke regne med at komme sovende til sejren i mens physique D, hvor 43 deltagere har meldt deres ankomst! Enhver der kender lidt til Emils tilgang til sporten ved dog, at intet bliver gjort halvt, og det bliver ekstremt spændende at se, hvordan både Daniel og Emil kommer til at matche op mod sportens største talenter.

10847782_912055515511899_1826750789101693528_n

Emil Empacher, Mens physique.

 

Det sidste danske islæt bliver Lotten Danemo, der tager kampen op i den høje bikiniklasse. 42 veltrænede piger på høje hæle kommer til at kæmpe om sejren her.

10946542_806838499353847_191421852_n

Lotten Danemo, bikini.

 

Vi vil i løbet af konkurrencen forsøge at opdatere med relevante nyheder omkring vores danske deltagere, og naturligvis ønske dem alle et kæmpe held og lykke i konkurrencen! Go kick some ass!

 

I del III kiggere vi nærmere på outsidere og favoritter.